bgtitle.gif (16370 bytes)

1959 - Projekt Hans Hedtoft - 2009

Photo copyrighted - Aase Braad
M/S Hans Hedtoft var den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) største og nyeste skib på 2.800 bruttoregisterton. Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldt farvand med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund. Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand.
 
Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 29. januar. Da Hans Hedtoft var udråbt til at være synkefrit, blev der ikke taget specielt hensyn til advarsler om isbjerge, hvilket blev skæbnesvangert.
 
Den 30. januar 1959 kl. 13.56 (GMT-3) blev der modtaget et nødsignal fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler Johannes Krüss befandt sig på daværende tidspunkt ca. 25 sømil øst for Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen. Kl. 17.41 (GMT-3) meddelte Hans Hedtoft "Vi synker langsomt...". Det var det sidste, man hørte til Hans Hedtoft. I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende.
 
Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer) var omkommet. Ni måneder senere drev en redningskrans i land på Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i Frelserens Kirke i Qaqortoq Julianehåb. Det er fortsat en gåde, hvordan skibet kunne forlise. Hans Hedtoft er blevet kaldt det danske Titanic, idet skibet - ligesom Titanic - på sin jomfrurejse påsejlede et isbjerg og sank, selvom det blev betragtet som synkefrit.
 
I 2003 begyndte eftersøgningen af Hans Hedtoft. En lille gruppe af historisk interesserede og dykkere, dannede Hans Hedtoft Gruppen, med det erklærede mål at rejse tilstrækkelige økonomiske midler til at foretage en eftersøgning, identifikation og endelig undersøgelse af vraget af Hans Hedtoft.
 
Hans Hedtoft Gruppen ønsker at løse gåden om Hans Hedtoft's forlis. Vraget skal findes. Derfor dette projekt.

Hans Hedtoft Projektet er inddelt i nedenstående områder, med følgende formål:

·  Etablere et website med informationer om Hans Hedtoft, dets historie og forlis
·  Formidle informationer om Hans Hedtoft Ekspeditionen, formål, etik og andet
·  Formidle kontakt til og mellem pårørende efter Hans Hedtoft's forlis

 
 
 

 

 

 

Thomas Nielsen om ekspeditionen:

"Jeg får af og til stillet spørgsmålet om ekspeditionsplanerne er opgivet og dertil er svaret hver gang et nej. Jeg tænker på Hans Hedtoft og ekspeditionen hver dag, og arbejder dedikeret for sagen.”

 

Indsamling til fordel for Hans Hedtoft Ekspeditionen
Hans Hedtoft Ekspeditionen har brug for din hjælp. Ved at yde dit bidrag, er du med til at hjælpe ekspeditionen til at nå sit mål med at løse gåden om hvor og hvorfor Hans Hedtoft forliste.

Bidrag kan gives på ekspeditionens konto 3118 - 3118 536 320

 
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte ekspeditionen for yderligere information på thomas@nolimitsdiving.dk eller telefonisk på +45 30 70 60 41.

 

På forhånd tak for hjælpen
nolimitsdiving (c) 2003-2010
update 20111213
 
Besøgstæller